Januar 2000

En violinists vinteroplevelse, eller "Niels Kolls nytårsraketter."

En vinterdag i januar – det nye år (århundrede, årtusinde) er kun få dage gammelt. Jeg sidder i min bil og kører mod nord. En lang vej, hundredvis af kilometer på tyske motorveje. Skiltene passerer forbi: Stuttgart, Würzburg, Kassel, Hannover, Hamburg osv. Selvom jeg iagttager skiltene, er det lige som om jeg ikke rigtig følger med i, hvor jeg nu egentlig er.

Det skyldes mit mål, eller rettere sagt, at jeg i tankerne allerede er nået frem til et kært sted, hvor jeg tit har været og som er et vigtigt sted for mig: Bregninge kirke på Tåsinge.

Men denne gang er det noget særligt: Jeg er på vej til tre koncertaftner bestående af noget af det allersmukkeste et menneske har udtrykt i toner, noget af den største og mest sublime musik, der nogensinde er skrevet for violin: Johann Sebastian Bachs tre sonater og tre partitaer for soloviolin, som jeg er bestilt til at fremføre over i alt tre aftener.

Disse værker har ikke deres sidestykke hvad angår storhed i konceptionen og musikalsk fantasi. Men det vigtigste ved dem, lige som ved næsten alle Bachs værker er, at komponisten gennem tonerne udtrykker sin store kærlighed til Vorherre. Musik var for Bach gudstjeneste, og denne ånd er over alle disse prægtige værker. Og derfor er ingen steder mere velegnede til fremførelsen af dem end kirker.

De sidste mange måneder gik med intense forberedelser; mange, mange timers øvning, satserne - især de svære - om og om igen. Kan jeg nu også huske alle de mange takter? Er mit tempo "rigtigt" i h-mol allemanden? Er temaet i C-dur fugaens gennemførelse hævet stærkt nok frem i de komplekse flerstemmige passager? Mange spørgsmål, ikke så mange svar.

Jeg vågnede om natten, i tankerne spiller jeg et sted i den store a-mol fuga. Pludselig forsvinder min forestilling om, hvordan en bestemt passage skal gribes på gribebrættet. Jeg farer op af sengen, finder noderne frem, læser den pågældende passage og går halvvejs beroliget tilbage i min varme seng igen. Ved banale dagligdags opgaver f.eks. i køen i supermarkedet, iagttager jeg mig selv ved, at jeg spiller et sted inde i hovedet. Eller: en elev melder afbud til sin violintime. Lettet over, at jeg ikke skal høre hans mere eller mindre vellykkede toner (de fleste plejer at være mindre vellykkede) griber jeg til min egen violin og er straks fordybet i ”min” Bach. Bach og Bach og Bach igen og igen og igen, i ugevis, i månedsvis.

Nu omsider er jeg næsten fremme for at give premieren på disse 6 store soloværker (enkelte af dem havde jeg dog spillet i løbet af årene). Jeg ankommer til et hyggeligt overnatningssted, en gammel gård på Tåsinge. Jeg sover rimelig godt - så en sidste dag med forberedelser. Jeg nyder freden på stedet uden telefon og alle de daglige forpligtelser.

Om aftenen kommer jeg til kirken, dette smukke sted på bakken, men i modsætning til alle tidligere besøg er det mørkt og koldt, blikket kan ikke strejfe så frit omkring over det sydfynske øhav, som jeg så tit har oplevet det på de glade sommerdage. Så gensyn med Niels Koll, min musikerven. Musikken forbinder, og det har den også gjort ved os. I løbet af mange år havde vi mange gode musikoplevelser sammen, jeg med min violin under hagen og Niels på orgelbænken, hvor han plejer
at lægge et smukt akkompagnement under mine violintoner. Tit har vi spillet sammen, ikke blot i Bregninge, men også omkringliggende steder. Jeg mindes med glæde en herlig tur til Marstal.

Ved vores sidste fælles koncert i Bregninge kirke i august 1999 stod vi efter koncerten foran kirken. Jeg havde netop spillet Bachs g-mol sonate for soloviolin. Vi talte om den pragtfulde musik, og jeg fortalte Niels, at jeg var i gang med at indstudere den komplette cyklus af alle 6 værker. I det øjeblik blev Niels lydhør: "Kan du ikke komme og spille dem alle sammen her hos os lige efter nytår? Det kunne være alle tiders, hvis det kunne blive vores nytårsraket!" sagde han. I en forjaget verden med et liv kendetegnet af abnorme ideer om status, penge og ydre værdier og med en indvendig tomhed, der er ved at gribe mere og mere om sig, er det såre nødvendigt med et kontrapunkt, med nogle alternativer, hvor sjælen kan finde sig selv igen, til et sted med fred. Bachs musikalske univers er sådan et sted, her finder vi en verden af trøst, skønhed og sandhed, eller for at sige det med nogle kendte ord: en verden af tro, håb og kærlighed.

Det er vigtigt, at der findes mennesker, som anser det for nødvendigt at skabe forudsætninger for at vi kan opleve denne verden i vores så "avancerede" dagligdag. Niels Koll har med sin idealisme for musikken og med sin intuitive evne til at se dette projekt her som en mulighed for en smuk og intens musikoplevelse skabt en sådan forudsætning. 

Da vi altså denne sommeraften havde besluttet os til at afholde de tre Bach-aftener i denne kolde vintertid, var det et spørgsmål, der brændte mest på: Kunne der samles tilstrækkeligt med mennesker? Jeg har faktisk aldrig ved en tidligere koncert følt mig så medansvarlig for, at det skulle blive en succes.

Nu herhjemme i Sydtyskland igen er det med en særlig følelse af glæde og tilfredshed, at jeg ser tilbage til disse tre mørke vinteraftner: den fyldte kirke og den intenst lyttende forsamling, der sammen med mig bjergtog den smukke musik i en fælles proces af indlevelse og lydhør tilstedeværelse, som ikke kan beskrives i ord, men skal opleves.

Selvom jeg har spillet i langt større byer og i nok så flotte koncertsale i løbet af årene – da jeg sad i bilen på vej hjem til Sydtyskland igen var jeg ikke i tvivl: Jeg havde lige spillet de tre vigtigste koncerter i mit liv i denne lille kirke på den lille ø, dette kære sted, som jeg til min sidste dag vil mindes med en særlig glæde.